Flere elever går uden om folkeskolen – men der er store forskelle mellem kommunerne

Flere danske børn bliver undervist uden for den almene folkeskole. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der bygger på registerdata fra Danmarks Statistik.
På landsplan bliver 26 procent af grundskoleeleverne undervist uden for folkeskolens almenklasser. Det gælder blandt andet elever på fri- og privatskoler samt børn i specialklasser og specialskoler.
Forskellene mellem kommunerne er betydelige. I seks kommuner er mere end 40 procent af eleverne uden for den almene folkeskole. Det gælder Bornholm, Lolland, Kalundborg, Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Stevns.
”Det er slående, hvor store forskelle der er rundt om i kommunerne. Folkeskolen som lokalt samlingspunkt udfordres, hvis ikke forældre ser det som et attraktivt tilbud for deres børn. Der er derfor behov for at investere i den almene folkeskole i hele landet,” siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Udviklingen er sket i næsten alle kommuner siden 2011. I 20 kommuner er andelen af elever uden for folkeskolens almenklasser steget med mere end 10 procentpoint, mens kun seks kommuner har oplevet en større andel elever i almenklasserne.
Troels Lund Jensen peger blandt andet på, at ressourcestærke forældre i højere grad vælger private skoler, hvis de ikke vurderer den lokale folkeskole som tilstrækkelig attraktiv.
”Tendensen er klar. Flere og flere elever bliver undervist andre steder end i den almene folkeskole, der på samme tid er blevet mere udfordret. Det er en negativ spiral, som en kommende investering i folkeskolen forhåbentligt kan vende,” siger Troels Lund Jensen.
Regeringen planlægger fra næste skoleår at investere i de 100 skoler, hvor færrest elever består dansk og matematik, og vil samtidig styrke små folkeskoler i landdistrikterne.
”En omfattende investering i folkeskolerne rundt om i landet kan være med til at løfte det faglige niveau og måske være med til at flere forældre, vælger folkeskolen til,” siger Troels Lund Jensen.
Faktaboks:
- 26 procent af landets grundskoleelever undervises uden for den almene folkeskole
- Bornholm har den højeste andel med 45,1 procent
- Lolland: 44,8 procent, Kalundborg: 41,9 procent og Faaborg-Midtfyn: 41,5 procent
- Nyborg har 40,4 procent og Stevns 40,3 procent uden for den almene folkeskole
- 19 kommuner har mere end en tredjedel af eleverne uden for folkeskolen
- Fra 2011 til 2025 steg andelen med mere end 10 procentpoint i 20 kommuner
- Analysen er lavet af AE på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik






Accepter kun nødvendige cookies